Desmontia

 

Realitas es uni strangeria grandus. Vu pensetenia thasus thinkia sichius fronta vus glugios, jedasia enfaktus is thei konia uni nonexia deriatus frontobraskia”

Skrevet på desmontisk

Ønsker du at oversætte ovenstående, kan du benytte dig af ordbogen.

Ovenstående video viser den del af Danmark hvor historien om Desmontia udspiller. Men det er ikke over jorden vi finder vores romans handling, men i de mange huler og grotter der findes under jorden. Ikke mange ved at der her i den danske natur findes et andet univers under jorden.

Videoen viser området hvor du kan få adgang til dette alternative Univers. så hvis du en eller anden dag kommer forbi Jeksen eller Adslev, så find det store træ med de snørklede rødder, kravl ind under træet og se hvad der sker!!!

Desmontia er navnet på et underjordisk univers. Indgangen til Desmontia findes i skovene i Jeksen Dalen der findes 15 kilometer syd syd vest for Aarhus by. Herunder har jeg indsat et kort hvor du kan finde indgangen til Desmontia, men pas på for det er let at finde derind, men umuligt at komme ud.

kort Indgang Desmontia2.png

Nede i Desmontia lever desmonterne. Det er nogle individer der er noget mindre end mennesker, ser helt ens ud på nær at mændene har brune øjne, medens kvinderne har blå øjne.

Lederen af flokken er den ukronede dronning, åndelige beskytter og samtidig en slags sårbar skytsengel for desmonterne.

Desmonterne er meget fredelige mennesker der ikke evner at gøre andre ondt. De ønsker blot at leve i fred, men i realiteten er desmonterne et undertrykt folk, der lever på Hadisos' nåde. Hadisos er en frygtelig despot der underminerer godheden med ondskabens midler. Han bruger trolddommen til at holde desmonterne fast i et jerngreb. Han forsøger med alle midler at bekæmpe Deamore, så han kan få den fulde magt over Desmontia og dermed reducere desmonterne til trælle i hans onde verden.

Dette er denne verden Martin havner i og det er i denne verden hele historien udspiller sig. 

Udklip fra bogen:

… Hendes hud var bleg, oplevedes svagt transparent og nærmest som en voksmannequin. Hun mindede mig om min mor, da jeg besøgte hende i lighuset, efter hun var død. Jeg mærkede en knugende fornemmelse i maven!

Hun rejste sig op og gik hen mod mig, mens barnet sad bundet fast i et tørklæde rundt om hendes bryst. Hun havde stadig hænderne rakt mod mig som for at tilkalde min hjælp. Jeg forsøgte at række mine hænder mod hende, men min krop var låst, og jeg kunne blot vente på, at hun nåede helt hen til mig.

Hendes hænder nåede mig og berørte mig med følsomme bevægelser, men jeg kunne intet mærke. Hun stak hænderne gennem min krop, og snart forsvandt hun ind i mig…

Et andet udklip:

...”Ok, lad mig prøve at forklare mig lidt bedre. Da jeg var yngre, brugte jeg meget af min fritid i den lokale spejdertrop – en slags ungdomsklub. Normalt var det at gå til spejder en disciplin for de pæne drenge med de pæne manerer, det vandkæmmede hår og de strøgne skjorter, men i modsætning til dette var vores spejdertrop en samling af krøllehoveder med langt hår og lyst til at udfordre livets hjørner. Når vi afholdt vores ugentlige spejdermøder, handlede det om at planlægge den kommende weekendtur til troppens hytte ude i skoven. Det handlede om hvor mange øl, der kunne være i rygsækken og om, hvad sandsynligheden var for, at der var pigespejdere i den store røde hytte.

Således sad vi en søndag formiddag i troppens hytte ude i skoven og ømmede os efter gårsdagens hyggeaften. Vi havde været helt alene, da der ikke var repræsentanter fra det modsatte køn i skovens røde hytte i denne weekend...

Et tredie udklip:

...Langsomt drejede tronstolen rundt, og i den sad en imponerende mandsperson. En Holger Danske i sorte klæder. En skikkelse, der udstrålede en ubeskrivelig styrke, dominans og en voldsom grad af pondus. Hans ansigt var halvt skjult af en gammeldags ridderhjelm i sort. En hjelm, der sammen med det store sorte sværd signalerede det utalte budskab – JEG er parat til den sidste kamp – er du?

I midten af hjelmen sad en lysende sten og sendte sine gennemtrængende stråler ud i rummet. Det var en brillant, der i lysafgivelse langt overgik Deamores gyldne sten.

Jeg havde aldrig før i mit liv oplevet så kraftig en stemme. Når han talte, rungede det i rummet, i væggene og i gulvet, og det fik mig til at mindes 70’ernes heavyrock koncerter med det kendte band, Nazareth. Forskellen var blot, at Hadisos ikke benyttede sig af et mega baggear. Han benyttede sig tilsyneladende blot af sit medfødte gen til at tale allerhelvedes højt...